Gjestekommentar (Fra en av våre norske forbindelser har vi
fått oversendt denne meget klargjørende artikkelen
og legger den gjerne ut på våre Gjestekommentarer. Fet markering av
Red.)
Foredrag holdt på
Nordisk Luthersk Konference i
Vasa , Finland
Av Mikkel
Vigilus, 13. mars 2004
Udfordringen fra den
amerikanske kirkevækstbevægelse
Læser vi Skriften igennem, kan vi ikke
være i tvivl om, at hele verdenshistorien fra syndefaldets dag til Kristi
genkomst dybest set handler om én ting: at Gud vil frelse det fortabte!
“Hvor er du?” Det er Guds første ord
efter syndefaldet. Gud kalder synderen frem til opgør, omvendelse og frelse.
Det samme kald lyder fra Gud ned gennem hele menneskeslægten og igennem alle
Bibelens bøger helt frem til Guds ord i Skriften: "Ånden og bruden siger
'Kom!' Og den, der hører, skal sige 'Kom!' Den der tørster, skal komme, og den
der vil, skal få livets vand for intet." (Åb 22,17)
Gud vil opsøge og
frelse det fortabte. Det vil han også i vor tid. Når Gud ikke har stoppet
verdensløbet endnu, så har det én eneste årsag: at han vil, at flere skal blive
frelst.
"Gud har tålmodighed med os, fordi
han vil, at ingen skal fortabes, men at alle skal nå til omvendelse." (2
Pet 3,9) Derfor står verden i dag!
I de nordiske lutherske missionsforeninger
har man fra begyndelsen haft et klart syn for dette. Man har haft én overordnet
målsætning: at udbrede evangeliet til menneskers frelse. Og i lang tid har
arbejdet været præget af stærk åndelig gennemslagskraft og af ydre vækst.
Men det er ikke tilfældet længere. I dag
er missionsforeningerne på tilbagetog overalt i Norden. Der lukkes missionshuse
i stort tal. Statistikkerne for medlemmer har nedadgående kurver. Og så rejses
spørgsmålet: Gør vi tingene på en forkert måde? Hvorfor virker vores forkyndelse
ikke som den gjorde engang? Hvordan skal vi arbejde og
forkynde evangeliet - i dag?
Ingen kan være i tvivl om, at de
kulturelle betingelser for vores missionsarbejde har ændret sig, siden
missionsforeningerne blev dannet. Vore nordiske lande
er blevet afkristnede. De mennesker, vi vil vidne over for har ikke længere
noget kristent verdens- og gudsbillede. De tror ikke på en Gud i himlen, som er
deres skaber, herre og dommer. De er måske nok religiøse, men på deres egen
måde og på egne præmisser. Det er mennesker, som ikke føler, at de har noget
problem hverken med Gud, synden eller dommedag. Det gør os usikre. Hvordan skal
vi forkynde for dem?
I denne situation kommer den amerikanske
Church Growth Movement (CGM) til os med et svar. Den har en evangelisationsmodel,
der virker! Midt i den vestlige 'postkristne' kultur
kan den fremvise vækstkurver, der peger opad. Med stor vækst i en lang række
menigheder. Og man er selv overbevist om, at væksten skyldes en bestemt form
for evangeliserende menighedsliv og forkyndelse, som er tilpasset vor tid.
I nordisk sammenhæng er det særligt
missionsforeningerne i Norge og Danmark, der har vist interesse og åbenhed over
for CGM. Navnlig har man knyttet kontakter til og hentet inspiration fra
Chicago-menigheden Willow Creek. Denne menighed er siden sin etablering i 1975
vokset til over 20.000 ugentlige gudstjenestedeltager. Det er tydeligt, at den
danske og norske interesse og åbenhed over for menigheden primært skyldes dens
imponerende ydre kirkevækst.
I 2001 udgav Luthersk Missionsforening
evangelisationsbogen ”Smittende tro” af Willow Creek-lederen Bill Hybels. I
forordet motiveres udgivelsen på denne måde: "Bill Hybels er leder af den
såkaldte Willow Creek menighed i Chicago, som er speciel og bemærkelsesværdig i
den forstand, at den har kunnet registrere en helt enestående vækst i flere
årtier. Helt bevidst satser man som en vigtig del af menighedsprogrammet på at
lægge møder og gudstjenester til rette, så de specielt henvender sig til
kirkefremmede, og man kan altså registrere, at det ikke er resultatløst."[1]
Willow Creek-menigheden er altså værd at
beskæftige sig med og hente inspiration fra af én
bestemt grund: fordi den bevisligt har oplevet stor numerisk vækst.
Åbenheden over for CGM findes også i en
del af de nye evangelisk lutherske frimenigheder i Danmark og i de nye
selvstændige lutherske ”helmenigheder” med fuld sakramentforvaltning i Norge.
Selvom disse menigheder i nogen grad er blevet til ud fra ønsket om at
distancere sig fra og mere eller mindre entydigt bryde med vranglæren i
folkekirken, har andre motiver spillet en nok så stor rolle. Mange har
argumenteret for de nye, friere og mere ?hele?
menighedstyper med henvisning til, at de er mere hensigtsmæssige for
missionsarbejdet. Disse folk vil generelt være meget positive over for
forandringer af menighedens ydre former, så længe de blot de kan tjene til
evangeliets udbredelse og menneskers frelse. Derfor skal man ikke undre sig
over, at de forholder sig positive til CGM, der med nye menigheds- og
arbejdsformer kan fremvise store væksttal.
Der er dog ingenlunde enighed om den åbne
og positive holdning over for CGM. Der er inden for det sidste år blevet rettet
alvorlig kritik mod de ledelser, der officielt har anbefalet at lytte til og
lade sig inspirere af CGM. Kritikerne, som både er
ledere og menige missionsfolk, har givet udtryk for, at CGM repræsenterer en
forførende forvanskning af Guds ord og evangelium. De påpeger, at CGM´s
overfladiske kristendomstolkning udhuler de bibelske grundsandheder til frelse
og dermed opløser troens liv og kraft. Debatten om CGM i Norge og Danmark har
aktuelt en intensitet og en alvorstyngde, som gør det nærliggende at overveje,
om de involverede missionsforeninger kan undgå en indre opløsning eller
splittelse, hvis man ikke tager et klart opgør.
"På deres frugter kan I kende
dem", siger Jesus. (Mt 7,16) Det er Herrens eget kriterium for
efterprøvelse af forkyndere, der kommer til os i hans navn. Umiddelbart synes
Jesus her at anbefale, at vi forholder os til de ydre resultater af
forkyndernes virksomhed. Er der gode ydre resultater, så må vi tage imod
forkynderne. Men i virkeligheden kunne intet ligge fjernere fra Jesu anliggende
og pointe!
Hvis vi ser på den tekstmæssige
sammenhæng, så taler Jesus her om falske profeter og minder os om, at de i det
ydre er tilforladelige. I det ydre virker alt godt. Problemet ved de falske
profeter ligger på det indre plan - i det som er skjult for en umiddelbar
menneskelig betragtning. "Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer
til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve." (v.15) I det ydre er
der imponerende udfoldelse af kraft og store resultater: profeti, uddrivelse af
onde ånder, og mægtige gerninger - og altsammen i Jesu navn. (v.22) De falske
profeter er tilmed i god tro. De mener virkelig at tjene Herren. (v.21) Men der
er en afgørende grundskade i det indre. De har forladt troskaben mod Guds ord.
De gør ikke Guds vilje, men trodser den! Derfor er de uden for Guds rige og under Guds dom. Men først dommens dag åbenbarer
sandheden!(v.21 og 23)
Jesus taler i denne sammenhæng om, at man
ikke kan plukke druer af tjørn eller figner af tidsler. NT-professor D. A.
Carson påpeger, at alle på Jesu tid vidste, at tjørnebusken havde sorte bær,
som kunne forveksles med vindruer, og at der var en tidsel, hvis blomst - måske
især på en vis afstand - kunne forveksles med figner.[2]
Man kunne altså bedrages af det ydre skin. Træet så godt ud. Men når man kom
tæt på frugterne og stiftede nærmere bekendtskab med, hvad der var indeni i
dem, så kom sandheden for en dag. Jesu pointe synes således at være, at vi ikke
må blive stående ved det første og umiddelbare indtryk. Vi må
tæt på og undersøge, hvad der er 'indeni'. Vi må undersøge, hvad forkynderne
siger. Hvad er indholdet i det, de kommer med? Det er det altafgørende
spørgsmål. Kun ved at anvende dette spørgsmål kan vi kende forskel på sande og
falske profeter her i tiden!
Hvad lærer da CGM? Hvad er bevægelens
centrale anliggende og budskab? Jeg vil tage udgangspunkt i de to principper,
som synes mest afgørende for CGM´s måde at tilrettelægge menighedsliv og
forkyndelse på.
1) Alt i menighedens arbejde bør sigte på maksimal numerisk
vækst
CGM tog sin
begyndelse med en enkelt mand: Donald McGavran (1897-1990). Han var
tredjegenerations missionær, tilhørte det amerikanske kirkesamfund
?Disciples of Christ? og blev i 1930´erne ansvarlig for missionsarbejdet
ud fra 17 kirker i Indien. I løbet af 1940´erne blev han stadigt mere
frustreret over, at ingen af de 17 kirker voksede. Han var overbevist om, at
dette ikke kunne være Guds vilje. Gud ønskede vækst, og når den udeblev, måtte
det være, fordi de kristne ikke brugte de rigtige arbejdsprincipper:
"Hvordan er det muligt for kristne at komme ud fra modne marker med tomme
hænder? At få svar på dette spørgsmål - hvad er årsagerne til kirkevækst, og
hvad er hindringerne for kirkevækst, blev det overordnede mål for mit
liv."[3]
McGavrans arbejde med dette spørgsmål
førte frem til en helt ny missionstænkning baseret på en enkel følgeslutning:
Gud vil, at alle kirker skal vokse. Han har stillet midlerne for vækst til
rådighed for de kristne. Vi må derfor afklare, hvilke midler der bedst sikrer
ydre kirkevækst ? og anvende dem!
Missionsbefalingen udtrykker ifølge
McGavran både Guds ønske og den kristne menigheds stadige mulighed - hvis den
er lydhør over for Gud. Dette indebærer, at kirker, der ikke oplever vækst i
antallet af bekendende og aktive medlemmer, må betegnes som åndeligt syge og
ulydige. Numerisk vækst bliver således et 'nota ecclesia' - et kendetegn på en
sand kirke. Dette udtrykkes i klar tekst af Arthur Glasser, en af McGavrans
medarbejdere: "Den kirke, som ikke vokser, er uden for Guds vilje." [4]
Dette er ikke ensbetydende med en
principiel fornægtelse af, at Helligånden er det afgørende subjekt i missionen
og den endelige årsag til kirkevækst. Men det er kirkens ansvar at finde ud af,
hvordan Helligånden arbejder, og anvende de metoder og
midler, som han bruger og velsigner. Vejen til forståelse af Helligåndens
arbejdsmåde og de af ham velsignede midler er i ringe grad Skriftstudium og i
langt højere grad empiriske undersøgelser af, hvilke arbejdsformer, der
befordrer kirkevækst, og hvilke der ikke gør det. Og her bør man ifølge
McGavran være hensynsløst pragmatisk: "Metoder og strategier i
missionsarbejdet bedømmer vi i lyset af, hvad Gud har velsignet, og hvad han
helt tydeligt ikke har velsignet. Intet skader et missionsarbejde så meget som at
fortsætte med at anvende metoder, institutioner og strategier, som burde bringe
mennesker til Kristus, men ikke gør det. VI lærer folk, at de skal være
hensynsløse, hvad metoderne angår. Hvis noget ikke virker til Guds ære og til
hans kirkes udbredelse, så kassér det og find noget andet, der virker. Hvad
metoderne angår, er vi pragmatiske på det barskeste..."[5]
Skal denne tilgang udmøntes i praksis,
indebærer det en villighed hos kristne ledere og menigheder til at lade alle personlige
hensyn underordne under hensynet til ydre kirkevækst. At få en kirke der
vokser, har en pris.
McGavran-disciplen C. Peter Wagner
anfører som de to vigtigste kriterier for en succesfuld kirke: a) Lederen må
ønske, at kirken skal vokse og være villig til at betale prisen. b) Menigheden
må ønske, at kirken skal vokse og være villig til at betale prisen.[6]
Samme betoning møder man hos folkene fra
Willow Creek. Her understreges det blandt andet, at prisen for vækst kan være
splittelse af menigheder og udelukkelse af kritiske medlemmer. I et materiale
fra en lederkonference i København foreskrives det således, at
menighedsmedlemmer, der vedbliver at forholde sig kritisk til en missionarisk
fornyelse af menigheden bør opmuntres til at finde en anden
menighed og i yderste instans må behandles efter anvisningerne i Mt 18, 15-20
og sættes i kirketugt.[7]
Hvordan skal vi ud fra Guds ord vurdere
denne tanke om numerisk vækst som styrende princip? Jeg vil sammenfatte min
vurdering i en række korte punkter:
* Vi møder ingen steder i Skriften et
guddommeligt krav til troens folk, om at vi skal frembringe ydre kirkevækst.
Tværtimod, møder vi en stærk advarsel mod at lade os bestemme
af, hvad der kan få folk til at strømme til. Det afgørende er ikke, om vi får
bygget et stort kirkeligt bygningsværk op her i tiden. Men at vi bruger
materialer, der opbygger et hus, som består gennem ildprøven på den store dag!
(1 Kor 1,18-25 + 3,10-15; 2. Kor 4,1-6)
* I apostlenes vejledning om
missionsarbejdet rettes opmærksomheden ikke mod de ydre resultater, men mod
anvendelsen af de rette gudgivne midler. Dette er ikke udtryk for en manglende
nød for de ufrelste, tværtimod! Det er et udtryk for en stærk bevidsthed om, at
kun Gud kan frelse mennesker, og at det derfor er altafgørende, at han vil
kendes ved vores arbejde og selv vil virke med igennem det. Kun ved Guds egen
gerning i hjerterne kan mennesker blive frelst! (1 Kor 1,18-4,5; 2 Kor 3-4)
* Apostlene lægger ikke skjul på, at de
midler, Gud virker igennem, ifølge en umiddelbar menneskelig vurdering synes svage og til dels som en hindring for ydre kirkevækst.
Budskabet i lov og evangelium om Guds dom og nåden i Kristus er anstødeligt for
det naturligt religiøse menneske. Men Gud knytter os til dette uanseelige og
anstødelige ord for at knytte os til ham! Uanset dets ydre ringhed, er Guds ord
i lov og evangelium Guds kraft til frelse! (Rom 1,16; 1 Kor 1,18-31 + 2,5)
* Selv med anvendelsen af de rette midler
kan vi ikke tage for givet, at vi vil opleve synlig kirkevækst. Vi forberedes i
Ny Testamente på, at mange vil vende os ryggen. (Mt 5,10-12) Det skete for
Jesus og apostlene. Og vi ser i Skriften, hvad årsagen var. Det var ikke
dårlige metoder og strategier, men det naturlige menneskes modstand mod Gud og
evangeliet. Andre gange førte den samme missionsform imidlertid til vækkelse!
Vort kald er til enhver tid at være tro! (1 Kor 4,1-5)
* Hvorfor evangeliet til nogle tider
virker omvendelse og tro og til andre tider mødes med modstand og afvisning, er
ikke gennemskueligt for os. Gud virker åndelig vækkelse og skaber tro, når og
hvor han vil det. Som det udtrykkes i Confessio Augustana artikel 5: ?Ved Ordet og sakramenterne som midler gives Helligånden,
som virker tro - hvor og når det behager Gud ? i dem,
som hører evangeliet.? Påtager vi os ansvaret for, at ordet skal virke tro i
hjerterne, så trænger vi ind på et ansvarsområde, som Gud har holdt for sig
selv - til velsignelse og befrielse for os! (Joh 1,12 f.)
* Netop erkendelsen af, at ordets
livgivende virkning i hjerterne er Guds ansvar og ikke vores, giver en uendelig
stor frihed og frimodighed i evangelisationsarbejdet. Vi ser det hos apostlene.
For dem var én ting afgørende: at forkynde Guds ord sandt og uafkortet og give
sig helt hen i denne tjeneste. Så måtte Gud virke tro, når og hvor han ville
det. Når de tjente på denne måde, kunne de have frimodighed til enhver tid -
både i medgang og i modgang. (1 Kor 4,1-5; 2 Kor 4,1-6)
* I et bibelsk normeret missionsarbejde
helliger målet ikke midlerne i den forstand, at vi kan vælge de midler, som
ifølge vores vurdering bedst tjener til at nå målet. Gud har selv foreskrevet
det afgørende virkemiddel: den sande og uafkortede
forkyndelse af Guds ord i lov og evangelium. (Rom 1,16-17; Rom 3,19-20; 1 Kor
1, 18) Ingen føres til målet uden om dette middel. Og inden for vores
ansvarsområde er forvaltningen af dette middel selve målet!
* En ret forvaltning af ordet indebærer,
at Guds lov og evangelium forkyndes sammen, konkret, forståeligt og radikalt.
Mennesker må enkelt og klart høre om Guds vilje med deres liv og om alvoren i,
at de er underlagt ham og på vej mod hans dom. De må høre om syndens dybe
fordærv og om Guds vrede. Samtidig må de høre evangeliet forkyndt til trøst og
tro, så deres blik vendes mod Jesus og hans fuldbragte frelserværk til
forsoning af Gud og retfærdiggørelse af alle syndere!
* I arbejdet på at nå mennesker med Guds
ord må vi være villige til personligt at betale den højeste pris og ofre både
magelighed og personlig tryghed for at blive 'alt for alle'. (1 Kor 9, 22) Men
vi må aldrig prioritere vores missionsindsats over troskaben mod Guds ord eller
hensynet til kristne brødres og søstres samvittighed. Gør vi det, står vi
sandhedens og kærlighedens Ånd imod og kæmper mod Gud selv.
* Strategiske refleksioner og
bearbejdelse af vore arbejdsformer i forhold til kulturen er en naturlig og
nødvendig del af vores missionsarbejde. Målet må her være at skabe de bedste
betingelser for, at ikke-kristne kan høre og forstå Guds ord. Men i Skriften er
det klart, at rette arbejdsformer ikke i sig selv sikrer god åndelig frugt.
Missionsarbejdet er en åndskamp, hvor alt i sidste ende beror på Guds nåde og
velsignelse og hans frelsende gerning ved sin Ånd. (Ef 6,10-19).
* Ydre kirkevækst er ikke noget mål i sig
selv. Det afgørende er, at der skabes sand tro i menneskers hjerter. Vi må til
stadighed frygte det åndelige selvbedrag og den ydre vækst uden indre åndeligt
liv. Netop derfor må vi i vore menigheder vedvarende lægge røst til en både
ransagende, vækkende og evangelisk frigørende forkyndelse til omvendelse og
tro. Kun når vi er tro mod dette kald, kan vi glæde os udelt over ydre
kirkevækst i vore forsamlinger. (Ap G 20, 20, 26-27, 31)
2) Menighedens gudstjeneste bør sigte på søgere og bør virke
attraktiv på dem
Efter McGavran overtog andre personer de
ledende roller i CGM. I anden generation var det ikke mindst Robert Schuller og
i tredje generation primært Bill Hybels fra Willow Creek. Disse to har flyttet
fokus fra det offensive og opsøgende missionsarbejdet uden for kirken til
kirkens modtagelse af søgende mennesker ved dens egen gudstjeneste. Tanken er,
at det bedste middel til at nå ikke-kristne er en gudstjeneste, forkyndelse og
menighed, som virker tiltalende og relevant for ikke-kristne og tilgodese deres
følte behov.
Den nye tænkning tog sin
begyndelse i 1955, da Robert Schuller skulle danne en ny menighed i Orange
County, Californien. Han begyndte med at besøge folk i kvarteret og spurgte
alle, der ikke var aktive i en kristen menighed, hvorfor de ikke gik i kirke,
og hvad der kunne få dem til at gøre det. Med udgangspunkt i deres svar
udviklede han en ny gudstjenesteform, der var målrettet på at tiltrække
ikke-kristne, imponere dem og tilfredsstille deres ønsker. I forkyndelsen til
ikke-kristne måtte man ifølge Schuller lægge vægt på at vise forståelse for og
imødekomme folks følte behov. "Dette betyder, at det vigtigste spørgsmål
for kirken er: Hvad er menneskers dybeste følte behov?" [8] Svaret på dette spørgsmål måtte
bestemme prædikenens indhold. I overensstemmelse med et erklæret ønske om kun
at prædike positive budskaber har Schuller tilkendegivet, at han aldrig vil
prædike om synd. Det følger med nødvendighed heraf, at han aldrig vil prædike
evangeliet om Jesus som Guds lam, der bærer vores synd og soner den under Guds
dom og vrede på korset.
Hos Schuller fuldkommes Reinhard Niebuhrs
beskrivelse af den liberale og humane forkyndelse: ?En
Gud uden vrede bringer mennesker uden synd ind i et rige
uden dom ved en Kristus uden kors!?
Men kirken voksede. Og den nye
gudstjenesteform virkede inspirerende på mange andre kirkeledere. En af dem var
Bill Hybels. Han lægger ikke skjul på, at det var mødet med Schuller, som gav
ham mod på i 1975 at etablere en menighed med en søgervenlig gudstjeneste.
I den nye Willow Creek-menighed taltes
der de første år så godt som aldrig om synd. Men da der viste sig tegn på
vidtgående moralsk opløsning i menigheden, ændrede Bill Hybels politik. Han har
siden gentagne gange betonet, at han i søgergudstjenesterne vil lægge vægt på
at prædike det fulde bibelske budskab og ikke fortie hverken Guds hellighed,
syndens alvor eller omvendelsens nødvendighed.
Samtidig har han videreført Schullers
vision om at skabe en gudstjeneste, der virker sympatisk, attraktiv,
imponerende og behagelig på ikke-kristne, og en forkyndelse, der viser
forståelse for og behandler folks følte behov og derved opleves relevant af
ikke-troende. "Medmindre vi tager os tid til og arbejder på at afdække -
objektivt og faktuelt - hvad folk er optaget af, hvad der plager dem, og
hvilken service de søger i kirken, så løber vi en alvorlig risiko for at blive
irrelevante og af ringe værdi for de folk, der har behov for det, vi kan
give." [9]
Med denne tilgang til forkyndelsen kan
det ikke undre, at det har været svært for Bill Hybels at fastholde og udfolde
visionen om at prædike det fulde bibelske budskab. Efter mere end et års
analyse af forkyndelsen ved Willow Creeks søgergudstjenester kunne G.A.Pritchard i sin Ph.D.-afhandling, udgivet i 1996,
konkludere, at hovedvægten i disse gudstjenester ensidigt lægges på, at Gud vil
imødekomme og hjælpe de ikke-kristne med deres følte behov og give dem et
stimulerende, velfungerende og tilfredsstillende liv. Guds hellighed er rykket
helt i baggrunden. Syndens åndelige alvor og Guds vrede over synden omtales så
godt som aldrig.[10]
I norsk og dansk sammenhæng er
CGM-inspirationen altovervejende blevet formidlet ved en række Willow
Creek-konferencer. Mange har vidnet om, at deres primære udbytte af disse
konferencer var en fornyet nød for de ikke-kristnes frelse og en fornyet
villighed til at give sig selv hen i tjenesten for evangeliet. Dette kan man
kun glæde sig over! Samtidig er det tydeligt, at mange har taget tanken om den
søgervenlige gudstjeneste til sig, og at der mange steder arbejdes på at
realisere den - også i missionske sammenhænge.
Det aktualiserer spørgsmålet om, hvordan
CGM-søgergudstjenesten må vurderes i lyset af Guds ord. Jeg vil igen
sammenfatte min vurdering i en række korte punkter.
* Ifølge Ny Testamente har menighedens
gudstjeneste ét samlet hovedformål: at forny og opbygge Guds børn i en frimodig
tro på Kristus og vejlede dem i livet med ham. (1 Kor 14,2; Ef 4,11-16; Kol
3,16-17). De troende formanes til at tage godt imod alle, som kommer til
menigheden. (Jak 2,2-4) Men vi møder ingen eksempler på evangeliserende
forkyndelse ved menighedens sammenkomster.
* Menighedssamlingernes opbyggelige sigte
må forstås i lyset af, hvad Ny Testamente siger om de troendes evangeliserende
tjeneste. Vi får konkret vejledning herom to steder: Kol 4,5-6 og 1 Pet 3,1-5.
Her betones det, at den enkelte kristne er må leve godt med Jesus og herved
være beredt på at tale og vidne om ham i sin hverdag, når anledningen opstår.
Dette er det fælles vidnekald til alle kristne, og det synes at været den
altdominerende missionsform ud fra den lokale menighed.
* Ny Testamente lægger således op til at
tænke om evangelisationen som det, der sker, ikke når menigheden samles, men
når den spredes. Evangelisationen foregår 7 dage om
ugen 24 timer i døgnet overalt, hvor de kristne færdes som lys og salt i
verden. Åndeligt kraftfuld bliver denne evangelisation imidlertid kun, hvis de
troende næres og opbygges i en rig, fri og myndig tro på Jesus - når de samles.
* Den evangeliserende forkyndelse ved de
særligt kaldede apostle og evangelister finder i Ny Testamente sted uden for
menighedens rum midt iblandt de ikke-kristne. I det omfang denne forkyndelse i
dag rykkes ind i menigheden, må det aldrig ske på bekostning af den opbyggelige
forkyndelse til de troende. I så fald ramme menighedens tro, åndskraft og
evangelisation på selve sin livsnerve.
* Intet sted i Ny Testamente - hverken
hos Jesus eller apostlene - møder vi en evangeliserende forkyndelse, der samler
sig om og søger at imødekomme menneskers følte dennesidige behov. Både Jesus og
apostlene kan tage udgangspunkt i menneskers konkrete situation og spørgsmål,
men de fører altid deres tilhørere ind til de evigt afgørende spørgsmål om
synden, dommen og frelsen - med det samme! (Joh 4,1-42; Ap G 17,22-34)
* Det er karakteristisk, at den
evangeliserende forkyndelse i Ny Testamente tværtimod at imødekomme menneskets
naturligt religiøse forventning til Gud om imødekommelse af følte behov,
afviser og skuffer alle disse forventninger med det samme. Forkyndelsen river
mennesket ud af forestillingen om, at det kan stille krav til Gud, og fører det
i stedet ind i mødet en krævende og dømmende Gud. Herved åbenbares menneskets
egentlige nød. (Ap G 17, 22-31; 1 Kor 1,18-25)
* Den nytestamentlige forkyndelse er
kendetegnet af myndighed. Apostlene er bevidste om, at de repræsenterer en Gud,
som er alles Gud - uanset om de tror på ham eller ej. En Gud som har skabt alle
menneskeros, ejer dem og som de alle skal stå til
regnskab for. Det er ikke en Gud, der er på desperat jagt efter tilhængere på
det religiøse marked. Det er en Gud som af ren omsorg for os gennem sine vidner
kalder mennesker til at omvende sig til ham - i tide! (Ap G 17, 22-31)
* Apostlenes evangeliserende forkyndelse
retter sig ofte til mennesker med et ikke-kristent guds- og verdensbillede.
Ikke desto mindre prædiker de frimodigt til disse mennesker om himlens Gud og
deres forhold til ham. Og igennem denne forkyndelse møder tilhørerne Gud selv.
Ordet skaber, hvad det nævner; det bygger et nyt guds- og verdensbillede op og
formidler et personligt møde med den levende Gud. (Ap G 14,11-18; 17, 22-31)
* Den myndige forkyndelse ledsages i Ny
Testamente af konkret medmenneskelig omsorg for de ikke-kristnes dennesidige
behov. Vi møder det både hos Jesus og hos hans disciple, at forkyndelsens
betoning af menneskets evige nød går hånd i hånd med en selvhengivende omsorg
for den timelige. Her er vi kaldet til at gå i deres spor og med vore
handlinger understøtte vidnesbyrdet om Guds kærlighed.
(Mt 5,13-16)
* I Ny Testamente har apostlenes
evangeliserende forkyndelse ofte karakter af samtaler med de søgende. Her
formidles tydeligvis en grundig indføring i troens grundsandheder i dialogens
form. (Ag G 17,2 + 17,17 +18,4 + 18,19 + 19,8 f. + 20,7) Det må være en central
udfordring i vor tid at udvikle former, hvorunder sådanne samtaler kan finde
sted. Netop i en afkristnet tid bør vi kunne tilbyde søgende en enkel indføring
i den kristne tros grundlæggende indhold.
* Den herlige og store gave i den
nytestamentlige forkyndelse er evangeliet om Jesus som vores korsfæstede
frelser. Ingen vantro mennesker kan se herligheden i denne gave. Skatten er
skjult i et lerkar, der helt omslutter den. Kun Ånden kan åbne hjertets øjne
for gaven, og netop sådan har Gud villet det. For at fastholde os i restløs
afhængighed af ham og hans Ånds gerning igennem ordet. (2 Kor 4,1-7)
* Skal vi være vidner om evangeliets
herlighed, er det afgørende, at vi selv har vores glæde og kraft i evangeliet.
Netop derfor har Gud udvalgt de svageste og mest ynkværdige i verden som sine
vidner. For at vi ikke skal prædike os selv, men Kristus. Vi skal ikke vidne om
vor egen kristendoms herlighed, men om nådens herlighed. Og det gør vi bedst
som fattige syndere! (1 Kor 1,26-29; 2 Kor 4,5; 2 Kor 6,10; Ef 1,6)
* Den kristne menighed er altså ikke og
skal ikke prøve på at være imponerende og tiltrækkende i verdens øjne. I samme
grad vi bliver optaget af og fokuseret på vor ydre fremtræden, glider vi bort
fra at have vor rigdom og trøst i Kristus. Vi går fra at være
Kristus-centrerede til at være kirke-centrerede. Vi glider ind under loven og
ender enten i mismod eller hovmod. Vi tappes for evangelisk frimodighed, for
levende Kristus-glæde, og åndskraft i vort vidnesbyrd.
I sidste ende beror alt på den tro og
åndskraft, som kommer fra Gud, og som rækkes til os, når vi lever i hans nærhed
i personlig tilegnelse af hans ord i lov og evangelium. Det åndelige kraftfelt
er identisk med spændingsfeltet mellem lov og evangelium. Her løses vi fra os
selv og vort eget, og her knyttes vi til Kristus og finder hele vor rigdom,
herlighed og kraft i ham. Gud give, at vi selv må leve her, og at vi igennem
vores arbejde må føre andre herind! Kun da er vi tjenlige som lys og salt i
verden - til enhver tid!
Vinder CGM-tænkningen frem, vil den ikke
styrke vores evangelisations-arbejde, men tværtimod tappe det for sand åndelig
kraft. Det er jeg for min egen del ikke i tvivl om. Der er tale om en
herlighedsteologisk tænkning, som har mistet synet for og troen på den skjulte
guddommelige kraft i Ordet, den skjulte åndelige rigdom og herlighed hos de
troende og den skjulte kilde til tro og frimodighed i evangeliet om Jesus. Det
er en tænkning, der orienterer sig ud fra det, som menneskeligt set virker
stærkt, mægtigt og herligt. Følger vi denne tænkning, glider vi uvægerligt fra
at fortrøste os til Gud og hans Ånd og evangelium til at fortrøste sig til os
selv, vor indsats, vor fremtræden og vore evner. Da er vi på vej mod åndelig
død.
Vi står alle i fare for at glide ind på
denne vej. For herlighedsteologien ligger i vor natur. Derfor er den en trussel
for Guds menighed til enhver tid, og det profetiske kald er tidløst:
?Ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min Ånd, siger Hærskarers
Herre!? (Zak 4,6)
Hvorfor har en række af de nordiske
missionsforeningerne åbnet sig for CGM? De bagvedliggende åndelige årsager har
kun Gud det fulde indblik i. De ansvarlige ledere henviser til ønsket om at nå
mennesker med det frelsende evangelium, og det må vi tage alvorligt. Alligevel
må man undre sig over den udtalte mangel på kritisk teologisk bedømmelse.
Hvorfor er man ikke mere kritisk? Jeg vil pege på fire mulige årsager.
*
Kontekstualisering er
blevet et modebegreb blandt missionsteologer og har også fundet indgang i
missionsforeningerne. Umiddelbart fremstilles sagen meget enkelt. Vor
kulturelle kontekst har forandret sig, og derfor må vore arbejdsformer
forandres. Det er nødvendigt for evangeliets skyld og teologisk uproblematisk.
For vi forandrer ikke teologi, kun form. Mange ledere har ladet sig sige af dette. De ønsker at være progressive og åbne for nytænkning ? også når nytænkningen kommer
fra amerikanere. Problemet ligger ikke i denne grundholdning, men i den
manglende bevidsthed om, at Skriften har meget at sige om formen i vores
arbejde. Den er en del af teologien!
*
Pragmatisme har været en
del af missionsforeningskulturen fra begyndelsen. I spørgsmålet om den ydre
tilrettelæggelse af missionsarbejde og menighedsliv har man i meget høj grad
orienteret sig ud fra, hvad der tjente evangeliets udbredelse. Denne tankegang
kan der siges meget godt om, men i vor tid viser den
sin svaghedsside. Vi må give plads for det personlige skøn angående det
formålstjenlige, men kun inden for rammerne af Guds ords vejledning om kristent
menighedsliv og missionsvirksomhed.
*
Pluralisme har i flere
nordiske missionsforeninger været en del af kulturen fra begyndelsen både på
det teologiske og det praktisk-kirkelige område. Man har givet plads for
forskellige teologiske syn på en række spørgsmål og for forskellige former for
kirkelig praksis og arbejdsmåde. Den indre pluralisme indebærer, at dele af en
forening kan have synsmåder og arbejdsmåder, som andre dele tager klart afstand
fra - med henvisning til Skriften. Den tilvante pluralisme forstærker i sagens
natur faren for, at en ansvarlig ledelse i visse situationer lader progressive
eller liberale dele af organisationen åbne døren for
og "afprøve" nye tankegange og arbejdsformer, som ledelsen ikke på
forhånd har underkastet en grundig teologisk prøvelse.
*
Evangelikalisme i form
af inspirationsfællesskab med bibeltroende protestanter fra andre kirkesamfund
har ligeledes fulgt de fleste nordiske missionsforeninger igennem lang tid. Det
fælles teologiske grundlag for de "evangelikale" har primært været en
bekendelsen til Bibelens autoritet, omvendelsens nødvendighed og kirkens
forpligtelse til at forkynde budskabet om Guds dom og nåden i Kristus til
verdens ende. I de seneste årtier er det evangelikale engagement for en del
missionsforeninger blevet optrappet i tilknytning til netværk og konferencer
for mission. Sideløbende med det optrappede engagement er den internationale
evangelikale bevægelse imidlertid teologisk gået i opløsning, hvilket ikke
mindst skyldes CGM.
I 1996 blev den indre splittelse
synliggjort, da Alliance of Confessing Evangelicals blev dannet. En lang række
fremtrædende evangelikale kirkeledere, bl.a. missiouri-lutheraneren Jacob
Preuss og den klassisk-reformerte R.C.Sproul, ville
med dannelsen af den nye alliance markere, at store dele af den evangelikale
bevægelse havde bevæget sig så langt væk fra Skriftens grund, at den snarere
var bestemt af almenreligiøsitet og verdens tidsånd end af Guds Ord og Kristi
Ånd.
Grundlagsdokumentet for den nye alliance,
"The Cambridge Declaration", er en indtrængende advarsel mod den
åndelige opløsning og et stærkt kald til at vende tilbage til de reformatoriske
solae Skriften alene, Kristus alene,
Troen alene, og Nåden alene og dermed til "hovedartiklen" som det
afgørende og umistelige grundlag for hele kirkens arbejde:
"Retfærdiggørelsen sker af nåde
alene, ved troen alene, for Jesu Kristi skyld alene. Dette er den artikel,
hvormed kirken står eller falder. I dag bliver denne artikel ofte overset og
forsømt, forvrænget eller undertiden endog fornægtet af ledere, teologer og
præster, der giver sig ud for at være "evangelikale". Skønt
menneskets faldne natur altid er veget tilbage for at erkende sit behov for
Kristi tilregnede retfærdighed, så bidrager moderniteten i høj grad til at
opflamme og forstærke denne utilfredshed med det kristne evangelium. Vi har
tilladt denne utilfredshed at bestemme karakteren af vor tjeneste for
evangeliet og indholdet af vor forkyndelse.
Mange i kirkevækst-bevægelsen tror, at
sociologisk kendskab til og forståelse af tilhørernes situation er af lige så
stor betydning for evangeliets fremgang som den bibelske sandhed, der
forkyndes. Som følge heraf er overbevisningen om, hvad der teologisk er sandt,
ofte blevet adskilt fra den praktiske udøvelse af evangeliets tjeneste. I mange
kirker har markedsførings-orienteringen ført et skridt videre i retning af en
udradering af forskellen mellem det bibelske budskab og denne verden, en
fjernelse af korsets anstød og en reducering af den kristne tro til de
principper og metoder, der giver sekulære sammenslutninger fremgang og succes.
Selv om man måske stadig tror på korsets
teologi, så tømmer disse bevægelser faktisk ordet om korset for dets mening...
Hvor som helst i kirken, Bibelens
autoritet er gået tabt, Kristus er blevet fortrængt, evangeliet er blevet
forvrænget, eller troen er blevet forvansket, er det altid sket af én bestemt
grund: vore interesser har fortrængt Guds, og vi gør hans arbejde på vor måde.
Det er et almindeligt og dybt beklageligt tab i kirken i dag, at Gud ikke
længere er i centrum for menighedens liv som før. Det er dette tab, der
tillader os at forvandle gudstjenesten til underholdning, forkyndelsen af
evangeliet til markedsføring, at forveksle det at tro med at følge en bestemt
fremgangsmåde, det at være god med at føle sig godt tilfreds med sig selv, og
det at være tro med at have fremgang og succes." [11]
I det omfang, lederskaberne i de nordiske
missionsforeninger tror på værdien af evangelikalt fællesskab, bør der ikke
herske tvivl om, hvilke dele af den evangelikale bevægelse de henholdsvis må
bryde med og knytte til ved, hvis de vil videreføre missionsforeningernes
oprindelige åndelige linie.
På mange måder minder CGM om
rationalismen. Det kan være både bedrøveligt og opmuntrende at standse for
dette forhold her til sidst.
Rationalismens projekt var jo at vinde
samtidens skeptikere tilbage til kirken ved at præsentere dem for en
kristendom, som var tiltalende og fornuftig. Da var der noget, man måtte
nedtone: talen om Guds vrede, om menneskets syndefordræv, om fortabelsen - og
om Jesu stedfortrædende lidelse og død. Det gled i baggrunden. Og så talte man
i stedet meget om, hvordan kristendommen kunne hjælpe mennesker til et godt og
fornuftigt liv. Og det paradoksale er jo, at de rationalistiske præster over
tid talte kirkerne tomme. For der var intet at hente i deres forkyndelse. Ingen
virkelig åndelig kraft og næring.
Vi har mange messefald i dag - mange
aflyste gudstjenester. Men der var flere i Norge og Danmark i år 1800, da
rationalismen var på sit højeste.
Men netop da sker så det underlige. Da
der intet er at hente i kirkerne, samles de troende i små kredse for sig selv.
De læser Guds Ord og gamle lutherske prædiken-samlinger, og de kommer ind i et møde med Gud, som han virkelig er - til vækkelse,
omvendelse og tro på Jesus. Og så går de ud blandt deres venner og naboer og
vidner om ham. Og der er åndskraft i deres vidnesbyrd, for de har været inde
hos Gud, og så bryder vækkelsen frem!
Dette er livslinien i kirkehistorien. Til
enhver tid har der været et folk, der har levet for Guds ansigt, og som har
fundet sin eneste trøst og glæde i evangeliet om Jesus. Og det vidnesbyrd, der
er udgået fra dette folk, det har der været kraft i - til liv for verden! Gud
give, at vi må høre til dette folk - nu og altid!
[1] Bill Hybels, Smittende tro, Hillerød
2001, s.9
[2]
D.A.Carson, The Sermon on the Mount. Matthew 5-7,
[3]
Citeret fra: R.J.Koester, Law and Gospel. Foundation
of Lutheran Ministry,
[4]
Citeret fra: Koester, s. 123
[5]
Citeret fra Martin Erdmanns artikel "Willow
Creek" i Evangelical Times, Januar 2001, s. 30
[6]
Koester s. 124-125
[7]
Materialet "
[8]
G.A.Pritchard, Willow Creek Seeker Services,
[9] Pritchard, s.63
[10] Pritchard, s.258-271
[11] Teksten er oversat af Niels Ove
Vigilius. Den oprindelige og fulde tekst til "The Cambridge
Declaration" samt yderligere oplysninger om "The Alliance of
Confessing Evangelicals" kan findes på alliancens hjemmeside:
www.alliancenet.org