Norges nasjonalsang
 
 

Tekst: Bjørnstjerne Bjørnson (1832 - 1910)
Melodi: Rikard Nordraak (1842-1866)

 
(Parentesene viser årstall for de historiske hendelsene 
Bjørnson bruker som referanser i denne teksten.)
 



 
  
  
   
    
    Fienden sit våben kasted, (år 1814)op visiret for,vi med undren mod ham hasted;ti han var vor bror.Drevne frem på stand af skammengik vi søderpå;nu vi står tre brødre sammen (år 1864)og skal sådan stå! Norske mand i hus og hytte,tak din store gud!landet vilde han beskytte,skjønt det mørkt så ud.Alt, hvad fædrene har kjæmpet,mødrene har grædt,har den Herre stille læmpet,så vi vandt vor ret. Ja, vi elsker dette landet,som det stiger fremfuret, vejrbidt over vandetmed de tusen hjem.Og som fædres kamp har hævetdet af nød til sejr,også vi når det blir krævet,for dets fred slår lejr.
     
    (Fra Digte og sange 1904, Bjørnsons siste bearbeidelse.)
    
    
   
  
   
 


Ja, vi elsker
Ja, vi elsker dette landet,
som det stiger frem
furet, vejrbidt over vandet
med de tusen hjem, -
elsker, elsker det og tænker
på vor far og mor
og den saganat, som sænker
drømme på vor jord.
 
Dette landet Harald bjerged
med sin kjæmperad,(år 885)
dette landet Haakon værged,
medens Øjvind kvad; (år 961)
Olav på det land har malet
korset med sit blod,(år 1030)
fra dets høje Sverre taled´
Roma midt imot. (år 1194)
 
Bønder sine økser brynte,
der en hær drog frem; (år 1612)
Tordenskjold langs kysten lynte,
så den lystes hjem. (år 1716)
Kvinder selv stod op og strede,
som de vare mænd; (år 1716)
andre kunde bare græde;
men det kom igjen!
 
Visstnok var vi ikke mange;
men vi strak dog til,
da vi prøvdes nogle gange,
og det stod på spil;
ti vi heller landet brændte, (år 1716)
end det kom til fald;
husker bare, hvad som hændte
ned på Fredrikshald!
 
Hårde tider har vi døjet,
blev tilsist forstødt;
men i værste nød blåøjet
frihed blev os født.
Det gav faderkraft at bære
hungersnød og krig, (år 1808?)
det gav døden selv sin ære - 
og det gav forlig.

Norges fedrelandssalme

Gud signe vårt dyre fedreland

Tekst: Elias Blix (1836-1902)
Melodi: Christoph Ernst Friedrich Weyse (1774-1842)

Og morgonen rann, og mørkret kvarv,
Som lenge vår lukka skygde.
Du atter oss gav vår fridomsarv
Og honom i trengsla trygde.
Du varna vårt folk og gav oss fred
Og landet med lov me bygde.

Vil Gud ikkje vera byggningsmann,
Me fåfengt på huset byggja.
Vil Gud ikkje verja by og land,
Kan vaktmann oss ikkje tryggja.
So vakta oss Gud så me kan bu
I heimen med fred og hyggja.

No er det i Noreg atter dag
med vårsol og song i skogen.
Om sædet enn gror på ymist lag,
det brydder då etter plogen.
Så signe då Gud det gode såd
til groren ein gong er mogen.

Gud signe vårt dyre fedreland,
og lat det som hagen bløma.
Lat lysa din fred frå fjell til strand
og vetter for vårsol røma.
Lat folket som brøder saman bu,
som kristne det kan seg søma.

Vårt heimland lenge i myrker låg,
og vankunna ljoset gøymde.
Men, Gud du i nåde til oss såg,
Din kjærleik oss ikkje gløymde;
Du sende ditt ord til Noregs fjell,
Og ljos over landet strøymde.

Og Noreg det ligg vel langt i nord,
Og vetteren varer lenge;
Men ljoset og livet i ditt ord
Det ingen kan setja stenge.
Um fjellet er høgt og dalen trong,
Ditt ord heve då sitt gjenge.

So blømde vårt land i ljos og fred,
Det grodde so grønt i lider,
Men atter seig natt på landet ned
Med trældom og tunge tider.
Og folket det sukka etter ljos,
Og du lyste opp omsider.